Allegade.

Allegade 63 set fra syd

Set fra gården

Set fra nord

 

                                                                                          

 Barndomsbyen

     Når man er født i 1931 - lige på grænsen til -32 - så kan man naturligvis huske en del, og jeg håber, at der vil dukke en del op efterhånden, som jeg skriver. Jeg er født 27. december 1931, 5 kvarter efter min fars og mors 2 års bryllupsdag. dette kan naturligvis ikke være nogen erindring, men det er blevet mig fortalt, at de arbejdede flittigt på mig i to år, inden det blev til noget. De blev gift i 1929 efter et meget kort bekendtskab, så kort, at der vist blev talt om, at det nok havde sine årsager, men som sagt, undertegnede kom først 2 år efter, og jeg er altså den ældste. Jeg kom til verden i en toværelses i Hvitfeltsgade 2 i Skive.

    Min far er født i Skuderløse på Sjælland som den næst yngste af en flok på 9 børn, hvis jeg ellers er rigtig underrettet, og det er ikke så langt fra vor nuværende adresse i Præstø, nemlig i det nuværende Haslev kommune. Min mor er født i Skive, også i en familie med vist nok 9 børn, men nogle døde, så der var kun fem, som jeg har kendt.                                  

    Da vi boede i Skive, var det meget naturligt at jeg kom til at kende mere til min mors familie end til min fars. I det følgende skal der fortælles lidt om min moster og om mine morbrødre, selv om familien ikke har vist større trang til sammenhold. Noget opfattede man dog om familien. Min moster Stinne var den ældste, så hende starter vi med.

   

Bernhard og Stinne

 

 Onkel Bernhard og moster Stinne er dem, vi har haft mest med at gøre, for de har alle dage boet i Skive. De har beriget mig med 2 kusiner og en fætter. Den ældste kusine, Grethe boede alle dage hjemme, og hun har været barnepige for min broder Ib og mig mange gange. Hun gik ikke for at være særlig godt begavet, og havde hun været noget yngre havde hun nok fået hjælpeundervisning i skolen.  Karl var en dreng og gik i faderens fodspor, så han var helt i orden. Til sidst er der Edith. Hun fik en god uddannelse og rejste hjemmefra så snart hun kunne, men de tre børn vender jeg tilbage til senere.

Moster Stinnes døbenavn er Ane Kirstine Marie Johannesen, og Onkel Bernhardt hedder Karl Bernhard Nicolajsen Dahm. Og så glemte man naturligvis aldrig Malermester. Det skulle jo være fornemt, og man gjorde alt for at skjule, at der kunne være svage punkter. Familien var, så vidt jeg ved, en gammel agtværdig skivefamilie. Også Bernhards far var maler, men ham var der lidt kunstner i. Jeg husker, at vi havde smukt dekorerede Cigarkasser. Han var meget dygtig til at male små malerier, og jeg har set mange af dem, men på et tidspunkt, hvor dette ikke har interesseret mig noget videre. (Efter at hele familien Dahm er døde har jeg arvet en del papirer og effekter, her iblandt 3 cigarkasser fra den gamle Nicolaisen Dahm. Beretningen om ham er der links til under Mig og Skive.

Bernhard havde et værksted nede i Rutebilstationens gård, eller rettere det areal der var mellem rutebilstationen og Nørregade. Der holdt vi som børn af at komme og se onkel arbejde. Han var vist meget dygtig, og noget af det, jeg husker, er, at han malede soveværlsemøbler. De blev malet som træ med årer og knaster, og en del af arbejdet blev foretaget med en klud, formentlig med terpentin. Det så imponerende ud, og vi var fulde af beundring. Og a pro pos fulde. Min gode onkel havde hang til flasken. Det skete, at der var flere mennesker på værkstedet, og der kunne nok være en med en øl i en pose. Så gik det nemt sådan, at man efter endt arbejdstid fandt et sted at indtage en øl mere, og så kunne tiden jo nemt løbe fra ham. Og så måtte moster Stinne på farten. Ikke sjældent har hun taget turen til byens restauranter, for at finde ham, og jeg har da også en sjælden gang været heldig at se Stinne komme sejlende hjem med en lettere bedugget gemal. Det var jo en flov historie, men den var jo ikke så nem at skjule, men på den anden side behøvede man heller ikke så lang tid til at fortrænge sådanne episoder.

    Vi har boet i stuelejligheden Allegade 63 i 2 år. Det var under krigen efter at far og mor havde måttet sælge huset i Åglimt, men det vender jeg tilbage til senere. Men mor som var invalid og havde svært ved at komme op af trappen til første sal, så meget sjældent sin søster på besøg, og hun blev heller ikke inviteret op. Jeg var såmænd ikke så gammel før jeg begyndte at undre mig over, at der var så ringe kontakt mellem 2 søstre. Det der undrede mig mest var, at vi ikke engang kunne låne telefonen. På grund af forretningen havde de telefon (nr. 1107), men den måtte ikke bruges. Jeg er nu ikke sikker på, at det ikke lige så meget var mor, der ikke ville låne den, for hun kunne jo komme i taknemmelighedsgæld til sin søster. Og drejede det sig om at ringe efter lægen, så blev der sandelig betalt for det. 10 øre, tror jeg. Drejede det sig om at bestille billetter til Kosmorama (10.række nærmest døren), så måtte vi gå hen til bageren og låne telefonen der. Man tror næsten ikke, det kan være rigtigt, men sådan var det.

 Her er hele familien

    Selvfølgelig var vi somme tider oppe på første sal, hvor vi måtte passe meget på ikke at komme til at ødelægge noget eller grise til. De havde 2 stuer: en spisestue og en dagligstue. Spisestuen var den der blev brugt til daglig mens døren ind til dagligstuen var lukket. Man kunne måske få den ide, at døren var lukket fordi det var en rodestue, men det var ingenlunde tilfældet. En gang imellem lykkedes det at kikke ind, og der var pinlig orden. Jeg tænker der blev tørret støv af flere gange om ugen. Møblementet bestod af en sofa og 3 lænestole samt et sofabord. Der var også et dækketøjsskab, og det var når der var ærinde deri, at man kunne være heldig at se et glimt af stuen. Men det helt fantastiske er, at da vi her kort før fætter Karls død, var i Skive, var vi på besøg i Allegade, og da stod døren åben ind til denne stue, da Karl var ved at gøre i stand derinde. Møblerne var de samme som i min barndom, og det var det samme betræk, der sad på dem. Jeg havde den største lyst til at vende bunden i vejret på en stol og se, hvordan fjedrene så ud, men jeg skulle nok dy mig.

    Køkkenet var heller ikke lavet meget om på. Der var nu naturligvis el-komfur, og det hører med til historien, at bordet blev tørret af flere gange dagligt med en clor-klud, og at Karl havde stående et stykke pap, som blev sat op ad vægen bag komfuret, når der skulle steges, for der skulle nødig stænkes på malingen.  

    Både Grethe, Edith og Karl havde deres værelser oppe på loftet, og i hvert fald Karls var ikke meget større end et klædeskab. Der er han troligt kravlet op hver aften i 70 år. Nå ja, jeg ved jo ikke hvornår han er flyttet ned, men det var sent, men i de seneste år flyttede han da til soveværelset på første sal. Men alt skulle være som da far og mor levede.  Han havde gemt møbler og ting og sager også fra bedstefars og bedstemors tid, om det så er deres gamle stålsenge. Alle ting fra hjemmet skulle stå på deres gamle pladser, og f.eks. så det ikke ud som om der er kommet nye bøger til siden min barndom. Jeg husker Dyrenes Liv og enkelte andre, som står på deres gamle pladser.

    Da vi boede der, var det i stuelejligheden, som er lidt større end første sal, for på første sal er der skråvægge. Ingen af lejlighederne har WC og eller bad, men det er der i kælderen. Der var to WC-er og i det ene var der et

badekar, men vi var henvist til det lille uden bad, og i øvrigt måtte badekarret ikke bruges. Der var også centralvarme, men det var også kun den øverste lejlighed, der havde centralvarme. Det har jeg heller aldrig fattet, men der var vist den forklaring, at det kun kunne blive ballade, hvis man skulle dele udgiften til varme. Jeg ved ikke om der dengang var noget, der hed varmemålere, men det har der nok ikke været. Vi måtte i hvert fald klare os med kakkelovn, eller var det kamin? Der var også et lille rum i kælderen til vores lejlighed. Det var sådan et med en tremmedør, og det var der også til mosters lejlighed, og de var omhyggeligt låst men hængelås. Der var i øvrigt også vaskekælder med gruekedel og vaskebænk og hvad der ellers hørte til sådan et sted. Der var også et værelse med et lille køkken, som blev brugt til gæsteværelse.

      Jeg mener at kunne huske, at vort brændsel (tørv) det blev smidt af på pladsen foran hoveddøren, hvorfra det kunne smides ned gennem en lem til det rum, der er under denne plads. Vi plejer at sige under trappen, men det er ikke helt rigtigt, for der var ikke nogen trappe på det sted.

    I dag er der en stor garage, som blev bygget, da Karl fik bil. Min bror Ib huskede, at der på det sted var en slags levende lysthus, idet der stod nogle træer, og pladsen var møbleret. Det husker jeg slet ikke, men det skal nok passe. Ib havde sin gang i Allegade, ikke bare da vi boede der, men også efter. Han var, om jeg så må sige, i kridthuset. Han var altid med på ture, og han huskede selv de mange gange han har siddet på stangen af Karls cykel til Flyndersø på fisketur. Det eneste jeg kender til disse fisketure stammer fra udbyttet. Det kunne ske, hvis de havde fanget rigtig mange skaller og aborrer, at vi blev velsignet med nogle til fiskefrikadeller. Jeg kunne ikke fordrage dem. Måske har jeg også været en lille smule misundelig på Ib, der altid var med på disse ture.

    Carl husker jeg ellers mest for hans motorcykel, en blå Nimbus. Det var først senere, og han var meget omhyggelig med dette vidunder. Jeg husker engang, jeg havde været nede ved åen bag Missionshotellet på Østerbro. Det var medens jeg var i lære, og vi havde på værkstedet en polak, som vi havde hjulpet med at bygge en kajak. (“Vi” var Carl Beckmann, en lærekammerat hos P. Nissen og Søn i Frederiksgade, og så mig. Polakken hed Janus Rady). Kajakken skulle søsættes, og jeg var gående ned på Østerbro. Jeg husker ikke hvordan kajakken kom derned, men det har nok været læremester, Knud Vilhelm Nissen, der har kørt den ned med den gamle Ford men WYTA-vogn. Jeg havde aldrig prøvet at stige ned i en kajak, og jeg kom heller ikke til det. Den var helt rund i bunden, og da jeg steg ned i den, blev jeg ganske simpelt smidt i åen. Jeg blev naturligvis gennemblødt, og det var ikke særlig varmt den aften, så jeg kom hurtigt til at fryse bravt. Da så jeg min kære fætter Carl på motorcykel, og jeg var helt sikker på, at det så bare var at stige op på bagsædet, men da tog jeg fejl. Jeg var jo våd, og hvis jeg satte mig op på bagsædet, ville det også blive vådt, og det kunne aldrig gå på min fætters fine motorcykel. Men vi gik (han kørte) op i Thinggade, hvor der var en iskiosk, hvis navn jeg ikke husker. Der fik vi en gammel avis, som vi kunne lægge på bagsædet, og så kunne jeg komme med ud i Allegade, og så kunne jeg selv gå hjem, hvad på det tidspunkt ville sige Brøndumsgade 86. Jeg har aldrig glemt ham for denne historie. Min tanke var, at han hellere havde set mig med lungebetændelse end at hans motorcykelsadel skulle blive våd.

 

    Grethe har jeg kort omtalt tidligere. Jeg tror det var i begyndelsen af 80-erne at hun fik brystkræft og blev opereret, men det bredte sig og hun døde. Edith har jeg altid anset for at være den mest normale i den familie. Hun fik en uddannelse i Salling Bank, kom derefter til Viborg som lægesekretær, og efter krigen kom hun til Tyskland og arbejdede for de engelske besættelsestropper der, og der var hun i mange år. Om hende ved vi, at hun var forelsket i en englænder, som døde*, og senere blev hun både gift og skilt; Men ingen af Stinnes og Bernhards børn har strøet om sig med deres gener, så jeg kan skrive, hvad det skal være, der vil ikke være efterkommere i den familie, der kan blive sure på mig.

    Huset Allegade 63 har været bedstefars, og jeg har på fornemmelsen, at Stinne og Bernhardt har fået det meget billigt. Bedstefar har i det hele taget haft mange huse i Skive. Mor er født Holstebrovej nr. 1, og Kompagnigade 23, hvor vi boede sammen med bedstefar og bedstemor, var også deres, men det vender jeg tilbage til. Lad dette være nok om Allegade 63 i denne omgang..

 

*Tilføjelse: Ediths veninde Oda fortalte efter Ediths begravelse, at han ikke var død, men at Edith selv under rejsen hjem for at forberede brylluppet, fortrød og sendte ham et telegram om, at brylluppet var aflyst!

 

 

Det sidste billede af de tre samlede. Det er fra Vesløs, hvor vi boede, og hvor mor (Jane) boede hos os på sine gamle dage. De er til 80-års fødselsdag.