Arbejdsliv

 

 

At være bydreng og tjene sine egne penge var en ganske almindelig og naturlig ting i min barndom. Ikke sådan at forstå at jeg på nogen måde var under pres for at få plads som bydreng. Jeg måtte pænt spørge, om jeg godt måtte, og når jeg kom hjem med ugelønnen, blev den afleveret til far, der gemte pengene i højre skrivebordsskuffe, hvor der også opbevaredes vigtige ting som attester og tobak m.v.. Skuffen var låst, jeg fik udleveret et mindre beløb til lommepenge; resten blev i skuffen som opsparing. Jeg plejer at sige, at fra jeg var 11 år betalte jeg selv mit tøj og andre fornødenheder, og det er meget tæt på at være sandheden.

 

Egon Finderup:

Jeg har, som før sagt, aldrig ført dagbog, så hvad jeg fortæller, bygger udelukkende på hukommelsen. Jeg husker mange bypladser, men jeg husker ikke, hvad lønnen var, eller hvor længe jeg var i hver enkelt plads. Jeg har tidligere fortalt om Skive Folkeblad-tiden og om de problemer, der var med dæk og slanger. Den plads, jeg havde længst, og som jeg har været gladest for, var hos købmand Egon Finderup i Karolinegade, lige på hjørnet af Voldgade.

Der var jeg i flere omgange. Først som bud efter skoletid om eftermiddagen.   På et tidspunkt tog tyskerne skolen, så vi måtte gå i skole på nogle underlige tidspunkter. Nogle børn gik i skole om formiddagen, andre om eftermiddagen. Det betød, at købmand Finderup, der havde brug for heldagsbydrenge, kunne have 2 drenge, der gik i skole på forskellige tider. Jeg tror den anden dreng hed Henning, og jeg kan godt huske ham, men vi var der jo aldrig samtidig.

Arbejdet bestod naturligvis først og fremmest i at bringe varer ud på en budcykel med påskriften ”Egon Finderup”  efterfulgt af telefonnummer, der i hvert fald endte på 67. Når der ikke var noget, der skulle bringes ud, var der andre gøremål. Jeg lærte at veje sukker af og lukke poserne. Det blev jeg ret ferm til, og jeg kunne også lave kræmmerhuse til brug ved ”for 2 øre hjortetaksalt” eller bolcher ved betaling af ugeregningen. Under krigen var der dog ikke ret meget slik at sælge, men der var dog noget.

Nede i kælderen var der under krigen et tilflugtsrum. Hvad det egentlig blev brugt til, står mig ikke klart, men en gang om ugen mødtes 4-5 mænd til hyggeligt samvær. De samledes om en kasse øl, som jeg skulle bære ned til dem, og det var vel at mærke dengang en kasse øl var 50 øl i en trækasse. Trappen ned i kælderen var både smal og stejl, men det lykkedes mig altid at få den derned uden at komme til skade. I dag ville man nok ikke lade et barn på 10-11 år udføre et sådant arbejde.

                                                                                                                

Der var naturligvis kunder, som man særlig gerne bragte varer ud til. Jeg husker karetmager Petersen i Fredensgade, lige på hjørnet af Slotsgade. Her har jeg været ude for at få en hel krone i drikkepenge, og det var mange penge for mig, og så var der ret ofte en spegepølsemad. Hvor tit jeg fik en spegepølsemad husker jeg ikke, men det var så tit, at det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

 

Borup Jensen

Jeg havde også en periode job hos Borup Jensen, sengeudstyr m.m.. Jeg husker særlig det sted for oprydning i kælderen. Han havde forretning i den del af Olsens gård, der vender ud mod Østergade, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvad jeg bragte i byen eller på hvad, men jeg husker kælderen for et væld af madrasser og dyner, som der skulle ryddes op i.

 

Harald Espersen

En periode hos installatør Harald Espersen i Frederiksgade gik med mange gøremål. Her var der to ting, der blev lejet ud: en støvsuger og en pladespiller. Støvsugeren var en daglig foreteelse. Den skulle bringes ud til en lejer og hentes igen en time senere. Det kostede 75 øre, og jeg havde regning med ud. Pladespilleren var som regel lejet ud fra lørdag til mandag, og der fulgte ca. 15 plader med ud, 78´ere, forstår sig. Jeg husker engang vores nabo i Brøndumsgade havde lejet den til en fest. Først på aftenen var det fint. Der blev skiftet mellem pladerne, så alle blev spillet, men efterhånden som tiden gik blev det til færre og færre, der blev spillet, og sidst på natten var det den samme melodi der lød ud af højttaleren. Man orkede ikke at skifte eller vende, kun lige at flytter pickuppen ud til ny afspilning. Det var som regel den for tiden mest populære melodi, og da man heller ikke orkede at skiftede stift, var en plades levetid meget begrænset. Den nat, dette fandt sted hos naboen, blev der ikke meget søvn til mig, der havde værelse lige ved siden af.

Harald Espersen havde et specielt lokale til opladning af akkumulatorer, og det blev mit arbejde at efterfylde med syre og  slutte strøm til, så akkumulatorerne kunne komme til at fungere igen. Arbejdet krævede overtrækstøj, da syre jo er skrappe sager, og jeg skulle nødig komme hjem med gennemhullet tøj. I dag forstår man ikke, at man kunne sætte børn til den slags arbejde, men der vær ingen protester i den anledning. Jeg gik også rundt på værkstedet, eller rettere værkstederne, da der både var el-værksted og radioværksted. Det gav mig lyst til at blive elektriker, når jeg kom ud af skolen og skulle finde ud af, hvad jeg skulle leve af, og jeg fik også en læreplads som elektriker, men det varede kun i 2 måneder, da faget rummede meget andet, end jeg havde set hos Harald Espersen. Blandt andet skulle der mange steder flyttes tørv. Det var ikke alle steder, der havde strøm i husene, og da slet ikke på gårdene på landet. Det var 

kort efter krigen, og under krigen fyrede man med tørv, og de var ofte anbragt på loftet, hvor installationsrøene ofte skulle ligge Så skulle tørvene flyttes, og det var naturligvis læredrengen, der måtte stå for det. Andre steder skulle der hugges riller i murene til rørene, og det var også mig. Endelig var der den kendsgerning, at der var 12 km. Frem og tilbage hver dag på cykel med punkteringer, og så 2 timer på teknisk skole om aftenen, så jeg stoppede hurtigt med det.

 

 

Kosmorama.

Lige over for Harald Espersen lå Kosmorama, en af byens 2 biografer, og det blev også en af mine ret mange arbejdspladser i drengeårene. Her skulle jeg møde en times tid hver eftermiddag for at se, om der nogle byærinder, og så skulle jeg møde igen til aftenforestillingerne kl. 19 og kl. 21. Her stod jeg ved indgangsdøren og solgte programmer: ”Program 25 øre” eller : ”Program med sange, 50 øre”. Det sidste kunne ske, hvis man f.eks. spillede en svensk film med Edvard Persson. Her skete det også, at der kunne komme besøg af berømtheder til Direktør Andersen, eller som han kaldtes: Kosmo-

rama-Andersen. Her kom jeg en eftermiddag til at løbe i armene (næsten) på Ib Schønberg. Den mand var sandelig ikke lille!

 

 

Dommerkontoret

Ved slutningen af besættelsestiden kom jeg til dommerkontoret på Nordbanevej, hvor arbejdet først og fremmest bestod i at bringe breve rundt til byens sagførere og sætte meddelelser op på døren indtil retssalen på rådhuset. Rådhuset kendte jeg, for der gik jeg i skole i de sidste besættelsesår, og det var i byrådssalen, der lå på samme etage som retssalen. På dommerkontoret fik jeg min egen plads ved et bord, hvor jeg kunne sidde og sætte frimærker på breve, inden jeg bragte dem på posthuset. Jeg husker ikke så meget om de folk, der var ansat på kontoret, men jeg husker dog dommer Lorentsen, som også var folketingsmedlem, valgt af Venstre, og jeg husker Skov eller Schou, som var retssekretær eller noget i den retning. Ham var jeg meget imponeret af, for han skrev på maskine, som jeg aldrig har set magen. Det gik stærkt, og han kunne læse i et manuskript uden at holde op med at skrive, og jeg tror han kunne tale samtidig. Det ville jeg gerne lære, og jeg havde også en skrivemaskine, som jeg kunne øve mig på, når der ikke var andet at lave, men så god som mit forbillede blev jeg nu aldrig.

 

Brøddreng

Til nogle erindringer knytter der sig lugte. Sådan har jeg det med min tid som brøddreng  i rugbrødsbageriet øverst i Møllegade. Jeg husker ikke engang navnet, men tror det var Brodersen eller noget i den retning. Jeg holdt (og

holder) meget af duften af friskbagt rugbrød, og den var så intens, at jeg havde den i næsen hele dagen. Arbejdet bestod i at være med til at bære brød ud i vognen, som blev trukket af en hest. Så skulle jeg med kusken ud med brød, mest til institutioner. Jeg husker sygehuset, børnehjemmet og fattiggården.. Det var overvældende at sidde oppe på bukken ved siden af kusken og kikke ned på hestens kolossale bagparti, og opleve fjerter af stor styrke og stram lugt. Jeg var ikke i denne plads i særlig lang tid, men det gælder for de fleste steder. Der var ingen, der lagde pres på mig for at arbejde, og jeg er sikkert hurtigt blevet træt af de enkelte steder. Men gå uden at have noget at bestille, kunne jeg ikke finde mig i ret længe.

 

 

Odense Æggeforretning 

Det må have været det sidste sted, jeg har haft arbejde, før jeg kom i lære. Odense Æggeforretning  ligger/lå i forlængelse af den gamle banegård. Det må have været en heldagsplads, for jeg var dels med den gule lastvogn rundt til byens forretninger og virksomheder, dels kørte jeg rundt på en Long John-budcykel til både købmænd og bagerier. Desuden hjalp jeg hjemme i virksomheden med forefaldende arbejde, så som at lave udløbere.(d.v.s. at slå knækkede æg ud i junger til bagerierne) og lægge æg på båndet ved sortermaskinerne.

En lille historie fra den tid: Øverst i Frederiksgade var der en lille købmand i en kælderbutik. Købmanden hed Marinus Nielsen, og han havde underbid og havde øgenavnet "Skufmarinus", og han har sikkert ikke været helt tilfreds med sit udseende, for han havde fået den ide at få lavet en gipsafstøbning af sit ansigt. Det anbragte han i sit vindue med et fint, håndskrevet skilt med følgende tekst: " DET ER IKKE KØBMANDENS UDSEENDE, MEN VARENS KVALITET, DET KOMMER AN PÅ!" Altså en mand med både selverkendelse og humoristisk sans, og så var han altid hjælpsom. Når man kom med æg til ham var han altid henne og åbne døren og hjælpe ind med de store rammer med æg. Men en dag svigtede han. Jeg måtte selv finde ud af at åbne døren og komme ind, og købmanden så meget mellemfornøjet ud. Han så på mig og sagde: "Jeg hjalp dig ikke i dag. Ved du hvorfor?" Det vidste jeg ikke, men så fik jeg forklaringen: "Du siger Skuf!" Jeg kunne ligefrem mærke, at jeg blev meget rød i hovedet, og jeg måtte undskylde mange gange og love, at det skulle jeg aldrig sige mere.

Forklaring: En af damerne havde spurgt mig, hvor jeg nu skulle hen, og jeg havde svaret, at jeg skulle op til Skufmarinus, Og så sagde damen, at så måtte jeg hilse ham, for det var hendes mand. Jeg tænkte ikke engang på, at jeg kunne have sagt noget forkert, før jeg altså næste gang kom op til Marinus Nielsen med æg.

Jeg vil dog lige sige, at vi snart var de bedste venner af verden, og jeg kom meget i butikken, da jeg kom i lære næsten over for hans butik, men herom senere.