Besættelsestiden

 

 

Tiden er den 9. april 1940, og stedet er Åglimt 6 i Skive, den øverste lejlighed i huset med en dejlig udsigt over engene og åen. Jeg var på det tidspunkt 8 år, og Ib havde 7 års fødselsdag to dage senere. Vi vågnede tidligt om morgenen i vort lille værelse ved en forfærdelig larm fra de tyske flyvemaskiner, der fløj hen over husene og ud over engene og smed flyveblade ned. Det måtte være noget vigtigt, for vi så voksne mennesker løbe efter sedlerne, uden at de havde gjort sig ulejlighed med at klæde sig på, og det var bestemt ikke noget man så til daglig i de tider. Far var også ude, men jeg husker ikke om også han løb i natskjorte.

 

Den korte version af historien må være; 1940 8 år og i anden klasse, 1945 13 år og 7. klasse og så småt på vej ind i puberteten. Det er jo et afsnit af livet, hvor der sker en kolossal udvikling. Der skete i de år mange ting,  men ofte løber begivenhederne sammen og hukommelsen spiller en et pus. Jeg garanterer for, at det jeg beretter er noget, der har fundet sted, men jeg garanterer ikke for rækkefølgen.

 

Lad os først få klaret geografien: Åglimt, eller rettere Aaglimt, thi det var før bolleået, var en sidevej til Frederiksdal Alle, altså i byens sydlige del. Det er ikke en gennemgående vej, idet den ender i en ret høj skrænt med en trappe mellem Holstebrovej og Frederiksdal Alle. Vort hus var det første på venstre hånd, når vi kom ned ad trappen, og det var faktisk bygget ind i skrænten, idet det mod syd var plant mod jorden, og der var kælder på nordsiden. Her var der en lyskasse, som gjorde det nemt at få lavet et beskyttelsesrum bare ved at lægge sandsække over lyskassen.

 

På selve dagen (9. april) husker jeg ikke nogen skolegang; men selv et skolebarn mærkede den fortættede stemning og angsten for, at krigen nu var kommet til Danmark.

Hvilken dag tyskerne kom til Skive erindrer jeg ikke, men jeg husker, at de kom. Der var rygter om, at de var på vej fra Holstebro, og vi myldrede op ad trappen til Holstebrovej, hvor nogle mennesker ventede i spænding, og til sidst kom de i biler, på motorcykler og til fods. Jeg husker ikke, om der var kampvogne med ved den lejlighed, men det har der jo nok været.

 

 

 

Aaglimt 6. Jeg ved ikke, hvornår billedet er taget, men det ser noget ubeboet ud. Det er ikke fra før indflytning, for der er beplantning mod syd. Det fremgår tydeligt, at huset er bygget ind i skrænten, for kælderdøren ligger i jordhøjde. Man gik lige ind. Til hoveddøren, der befinder sig mod nord, måtte man op af et par trin for at komme til stueplan. Stuelejligheden var lejet ud, og selv boede vi i den øverste lille lejlighed.

 

 

 

Som sagt har jeg på det tidspunkt gået i 2. klasse, så der er jo grænser for, hvad man husker fra den alder. Det må mest være stemninger, som ikke kan beskrives. Dog er der enkelte ting, der står klart. Skolevejen gik op af trappen til Holstebrovej og hen til Frederiksgade, hvor skolen lå. På Holstebrovej, ikke langt fra Vandtårnet boede Ostebørge, d.v.s. Børge Hansen. Han drev en forretning med ost, men jeg ved ikke om han på det tidspunkt fremstillede ost, men det gjorde han i hvert fald efter krigen. Uden for hans hus holdt der ofte biler, der tilhørte værnemagten. Tyske officerer besøgte B. H. på alle mulige tidspunkter – sådan var fornemmelsen, også blandt de voksne. Her havde jeg en oplevelse, som jeg ikke glemmer. Der holdt er bil, og nogle tyske officerer var åbenbart på vej væk efter et besøg hos B. H.. Så råbte jeg, der stod i sikker afstand næsten henne ved Frederiksgade: ”Forbandede døjsere!” Da der ikke var nogen reaktion, gentog jeg råbet, og nu skyndte de sig ind i bilen, og jeg blev bange. Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, ned til skolen, ind ad porten til legepladsen, hvor jeg kunne gemme mig i mængden. Der var nu ikke nogen der fulgte efter mig, men jeg rystede over hele kroppen. Nu vil, jeg jo ikke påstå, at jeg optrådte som modstandsmand(dreng) i 1940 eller 41, men det siger nok noget om, hvad der har været sagt og ment hjemme.

 

Da jeg aldrig har ført dagbog er det ikke muligt at komme med en kronologisk fremstilling af besættelsestiden, men indtryk og oplevelser er der masser af. Fra tiden i Åglimt er først og fremmest naturen.  Åen og engene var jo en oplevelse i sig selv. Særligt huskes badning i åen om sommeren. Det var herligt at kunne springe i vandet i de varme, solrige somre. De huskes som solrige og varme, og jeg har stadig en fornemmelse af, at somrene dengang var bedre, end de er i dag. Og efteråret! Der var på den tid mange storkepar i Skive, for engen var rig på føde, og om efteråret samledes storke fra hele Nordjylland på deres rejse sydpå for at tanke op til den fortsatte rejse. Ja, der har sikkert også været storke fra andre skandinaviske lande. Man fatter ikke, at der kunne være så mange, og vi børn havde megen fornøjelse af at prøve at tælle dem, når man tænker på, at der her i begyndelsen af det nye årtusinde kun ser ganske få, og at der i mange år ikke engang har været rugende storke i Vesløs.

 

Men vejret var bedre i min barndom. Også vintrene var bedre, og også på det område var tiden i Aaglimt en tid, det er værd at huske. For vort vedkommende var det først og fremmest kælkebakken, der gav underholdning i vintermånederne. Solvangs Alle var den længste kælkebakke, jeg nogensinde har kendt. Den strakte sig fra Holstebrovej, ned til og over Frederiksdals Alle og ud over engen, næsten ud til åen. Det var en herlig lang tur at køre, liggende på maven på den lille slæde, men det var også en lang tur at skulle gå, når man skulle op til Holstebrovej igen. Den tilfrosne eng var tumleplads for dem, der havde råd til skøjter, og det var var  ikke i vor familie. Jeg havde engang et par skøjter, men jeg havde kun gummistøvler, og dem kunne man ikke spænde skøjter på. Der skulle læderfodtøj med en kraftig sål til. Og det var det ikke råd til.

 

På Holstebrovej lå også det gamle vandtårn, som for mig altid har været et vartegn for Skive, og jeg finder det meget beklageligt, at det er blevet fjernet. Bag vandtårnet lå dyrskuepladsen, som gennem hele min barndom og ungdom var stedet for mange store oplevelser. Først var der naturligvis dyrskuerne, men det var også her der blev holdt ringridning og børnehjælpsdage. Det var her diverse cirkus og omrejsende tivolisér slog sig ned.

 

Da far og mor byggede huset i Aaglimt var far i arbejde, og det byggede hele økonomien jo på. Men efter et par år blev far arbejdsløs, og far og mor var ikke dem, man støttede økonomisk, så de var nødt til at sælge huset; jeg mener at have fået at vide, at det gik for 16.000 kroner, og da der hos Bernhard og Stinne i Allegade 63 var ledig i stuelejligheden, flyttede vi ind der. Allegade 63 har fået sit helt eget afsnit. Se dette.

 

Tilbage til Allegade

 

Vi var nu tilbage til en adresse, hvor vi skulle flyttes til Nordre Skole, hvor skoletiden for mit vedkommende var startet for 2-3 år siden i første klasse. Og skolemæssigt var det en forandring. Skolen lå i Jyllandsgade, og vejen op til skolen var lang, at der var plads til en sportsplads på hver side af vejen. Skolen var delvis taget af tyskerne, de havde sat sig på den gamle gymnastiksal, og de brugte den ene sportsplads til skydebane. Der lå de med deres geværer og skød med røde træprojektiler, og det kunne være spændende nok, men der gik ikke lang tid, inden vi ikke lagde mærke til dem. Efterhånden som tiden gik, tog de dog mere og mere af skolen, og til sidst måtte vi finde andre lokaler. Jeg kom til at gå i skole i byrådssalen nede på torvet. Det gav en noget længere skolevej, men det var et spændende sted. Midt i byen med dommerkontoret ved siden af og politiet i stueetagen. Alle sad vi om det store bord med læreren (Oluf Nissen) på borgmesterens plads og mig på den plads, lærer Nissen havde ved byrådsmøderne. Han var medlem af kommunalbestyrelsen, valgt af Socialdemokratiet.

 

Jeg skal komme tilbage til dette lokale senere, blot skal det her siges, at det havde den ulempe, at vi var uden faglokaler. Fag som gymnastik, fysik og sløjd nåede vi aldrig rigtig at stifte bekendtskab med, og jeg husker ikke engang en tavle i lokalet.

 

I Allegade var der kammerater at finde. Nævnes kan Ejgil Petersen, der boede i nr. 57, ikke noget lys, men det var jeg jo heller ikke. Nogle huse længere væk boede Leo. Han var søn af Leonhard Sørensen, der var bogtrykker og havde trykkeri nede i Gyden. Her blev de lokale sider til Socialdemokraten (Aftenposten) trykt, men der blev også lavet mange andre tryksager. Det var et spændende sted at komme, og der var ofte affaldspapir, der kunne anvendes til mange ting. Og så var der Marinus Nielsen, ambulancechaufføren. I Allegade lå ligkapellet, og på bagsiden af dette var ambulancens garage. Jeg mener, at det var Røde Kors, der drev ambulancekørsel på skiveegnen dengang. Marinus havde en søn på omkring 4 år, og han havde fået en cykel, som han skulle lære at køre på, og det tog jeg mig af. Der gik mange timer med at løbe med drengen, og jeg fik så til gengæld lov til at komme med i ambulancen, når der var en landtur og det ikke kunne genere noget. Den var jo ikke gået i dag, men dengang gik den altså. Jeg husker ikke drengens navn, da der var så stor aldersforskel, at det eneste jeg havde med ham at gøre, var denne køreundervisning. Jeg kan ikke engang huske, om jeg selv havde en cykel på det tidspunkt, men det har jeg jo nok haft.

 

Bag ved kapellet lå sygehusets have. Det var et spændende sted for os børn. Haven var naturligvis først og fremmest tænkt som et godt sted for patienterne at kunne færdes, når de var oppe af sengen. Her var bl.a. en kroketbane, som vi benyttede, somme tider sammen med patienterne. Der var en kasse med køller og kugler, og den var ikke aflåst, men vi kunne heller ikke drømme em at løbe med noget som helst, der ikke tilhørte os, så det var et sikkert sted at få tiden til at gå, og det var sjældent, der var så mange patienter, at vi ikke kunne komme til at spille. Noget andet, vi kunne lege var kuglespil, hvoraf der var to slags: stregspil og hulspil. At spille til en streg var lige til: man lavede en streg og kastede sine kugler, og så gjaldt det om at komme tættest til stregen. Spillede man til hul, måtte man først lave et hul, og det gik nemt med en træskohæl, og så gjaldt det om, at der var så jævnt omkring hullet som muligt, da kuglerne var ganske lette og let kunne stoppes af en jordklump. De kaldtes marmorkugler, men var lavet af ler, der var brændt og farvet. Det var naturligvis bedst, hvis man kunne kaste kuglerne direkte i hul, men de der ikke ramte skulle knipses i med en pegefinger. Den, der brugte færrest kast og knips til at få det valgte antal kugler i hul, havde vundet. 

 

En anden leg var at spille kniv. Nogle kalder det land, men vi kaldte det altså kniv. Man udvalgte sig et stykke jord, som man spillede om ved ad kaste kniven, så den stod fast i jorden. Når man trak kniven op af jorden, trak man en streg men kniven ud til grænsen af jordstykket. Bladets vinkel bestemte retningen. Når man fejlede et kast, var det den næstes tur til at kaste. Vinderen var naturligvis den, der sad på mest jord.

 

At spille pind krævede 2 mursten, en pind og en stok. En pind lægges mellem 2 sten, og der slås til pinden med stokken. Der blev givet points efter hvor langt, man kom ud. Vi spillede det i Allegade, men jeg er usikker med hensyn til reglerne, og jeg kan forstå på Inger, at reglerne kunne variere.

 

Trillebånd. Tidligere blev det kaldt tøndebånd, men i min barndom var det er cykelhjul uden eger og nav. Man slog til hjulet med en pind, og der kunne laves mange mere eller mindre indviklede figurer. Under besættelsen var det meget vanskeligt at skaffe dæk og slanger til cyklen, så der var altid gamle cykler man kunne bruge hjulene fra som legetøj.

 

Jeg havde dog en cykel, men både dæk og slanger var lap på lap. Slangen blev naturligvis lappet med gummi fra en gammel slange, men dækkene var vanskeligere. Dækkene var dengang lavet anderledes, end vi kender det i dag. De var fastgjort til hjulet ved en vulst, som gik ind under en kant på hjulet. Man kunne skaffe plads til en dækslap ved at klippe noget af lappens vulster, så den fyldte mindre. Nemt var det ikke, men man blev trænet i det. Jeg startede under krigen så småt med bypladser, og en af mine pladser var som avisbud på Skive Folkeblad. Det var mest som afløser, og mest på landture. Jeg tror ikke jeg oplevede en eneste tur med aviser, uden at jeg skulle lappe cykel én eller flere gange. Somme tider var man grædefærdig, men man lærte at lappe cykel. Så var det sjovere at komme hjem og kunne lege med sit trillebånd. Men et af de jobs, jeg havde på Folkebladet var dog mere underholdende, og det var jobbet som fast bud på trykkeriet. Da kørte jeg på en stor, trehjulet budcykel med lukket lad foran. Den forekom meget stor, også i erindringen. Den blev først og fremmest brugt til at bringe aviser til togene på Skive Nord, og man følte, at man havde hele verden under kontrol, når men med fuldt lad kørte ned af Nodbanevej og svingede ind på perronen og bremsede lige der, hvor der skulle bremses. Så følte man sig, som én, der havde magt over tingene.

 

   
   

Mens vi boede i Allegade under besættelsen blev Helge født. Det var den 10. juli 1942, og morbror Holger og tante Sigrid boede da i Kompagnigade 23, som stadigvæk var bedstefars. Der blev vi sendt ned mens det foregik i stuelejligheden i Allegade 63. Det har tit undret mig, for soveværelset vendte ud mod gaden, og det kan vel ikke være foregået lydløst, men det er ikke noget, vi efterfølgende har talt om. Da fødslen var overstået blev vi hentet hjem for at beundre vidunderet. Her er billedet fra barnedåben med os alle tre. Vi var da glade for at få en lillebror, men vi var jo ikke meget for at skulle passe ham og køre med ham i barnevogn, men det skulle vi jo naturligvis.

Sigrid var svensk, og de havde en dreng, der hed Roland. Jeg tror, det var en, Sigrid havde før deres ægteskab. Efter Krigen forsvandt familien i mange år, og Sigrid og Roland har vi aldrig hørt noget til siden. Holger dukkede op mange år senere og boede i Allegade. Han døde i Skive, vist nok af druk, men alligevel ret gammel. Hvor gammel ved jeg ikke.

 

Nu var vi altså blevet 3 børn, og det betød en børnerig familie, så nu kunne vi komme videre med LYNTOGET!

 

Brøndumsgade 86.

 

Det var (er) rækkehuse, som blev opført til børnerige familier, og børnerig var man, når der var 3 børn med forældre. Hvis jeg ikke tager meget fejl blev de færdige til indflytning i 1942, måske 43, og de blev lige fra begyndelsen kaldt "æ lyntow". Ind af døren, 7 trin ned, stue, spisekøkken, brændselskælder og en lille viktualiekælder. Så 14 trin op; soveværelse, to børneværelser, wc, vaskerum med gas-gruekedel og brusebad. Husene var bygget ind i en skrænt, så hoveddøren vendte ud mod gården, og når man kom ind,  var der som sagt en trappe både ned og op. Fra stuen var der en havedør mod vest (Brøndumsgade). Den lille have var altså en "pyntehave" kunne man sige, og den interesserede ikke far ret meget. Han var mere interesseret i nyttehaver, og dem havde han hele 2 af. Opvarmning af huset: Kamin i stuen med rist til køkken og op til et børneværelse, i soveværelset en lille ovn med rist til det andet børneværelse. Enkeltglas i vinduerne med en ekstra belægning om vinteren af et par cm. is.

 

Fra Allegade 63 til Brøndumsgade 86 er der måske 4-500 meter. Det betød, at vi skulle gå i samme skole, og kammeraterne kunne også være de samme. Rækkehusene var nye, da vi flyttede ind, så der kom også en del nye mennesker og dermed nye kammerater ind i vort liv. Vi blev boende der i al den tid, jeg var hjemme i Skive, og det vil sige til efter soldatertiden. Det var noget nyt, for i de første år boede vi ikke noget sted i mere end et par år. Det var rart at få det faste tilholdssted. Også for børn bringer det ro over tilværelsen.

 

Børnearbejde

Man kan ikke sige, at vi børn var overbebyrdet med arbejde, men der var nogle pligter, som skulle klares. Det gjaldt først og fremmest byærinder, da mor jo ikke var så mobil. Når der skulle hentes middagsmad hos slagteren, var det mest mig, der måtte af sted. Ib havde den slemme vane, at hvis han kom forbi et sted, hvor der skete noget spændende, så måtte han følge med i, hvad der skete, og så glemte han alt, så det kom til at knibe med middagsmaden den dag. Der var ofte job med at stå i kø efter det ene eller det andet. Som eksempel kan jeg her nævne afhentning af rationeringsmærker. Det var kun en gang i kvartalet, men det kunne godt tage tid, for alle skulle have deres mærker hurtigst muligt. En anden ting var flødeskum. Det var vist alt andet end fløde der anvendtes i den forbindelse. Det skulle hentes i en skål på mejeriet, og for at få det til at blive skum, brugte man noget der  hed gulddråber, men jeg ved ikke, hvad gulddråber var. "Flødeskum" var en søndagsfornøjelse, og køen kunne være lang. Af andre af besættelsestidens "kø-tilbud" var biografbilletter. Der var to muligheder: Kosmorama i Frederiksgade (telf. 370), og Biografen i Torvegade (telf. 930). Der kunne bestilles pr. telefon, men det var jo ikke alle, der havde sådan en i de tider.

 

Far var havemand, man kunne sige haveidiot. Altid i haven. når han kom hjem fra en lang arbejdsdag, kunne han ikke hurtigt nok komme i haven, og han havde flere at vælge imellem. Der var for det første forhaven ved rækkehuset i Brøndumsgade, men den interesserede ham slet ikke. Så var der Vedmose, der lå vest for Nordgårdsvej, ikke langt fra, hvor vi boede. Det var egentlig bedstefars (Marinus Johansen), men han havde givet far og mor den, da han var blevet for gammel til at passe den. Og der var vel heller ikke andre, der gad tage sig af den. Det gjorde far heller ikke, men han var et høfligt menneske, og når han fik den foræret, kunne han ikke være bekendt at sige nej. Den have, der duede var Nordstjernen, en forening, han selv havde været med til at stifte, og som følgelig var hans et og alt. Der blev der anvendt mange timer --- og det krævede også hjælp af børnene, ikke mindst mig, og det blev der fældet mange tårer over. Ikke sådan, at jeg aldrig ville med i haven, men sommetider var der andre ting, man hellere ville. Det gjaldt om sommeren, når der var solskin og varmt vand og kammerater ved Resen strand, eller når kammeraterne i det hele taget trak. "Nordstjernen" var som kolonihave helt jomfruelig. Jeg mener at kunne huske, at før området blev udstykket var der nederst et stykke, der var mose. Der har jeg været med til at skære tørv, men det meste af området var sand, og fårs have lå helt oppe på toppen, hvor jorden skulle både gødes og vandes. Begge dele var der råd for, for havekolonien lå lige ved Feldingbæk som ligger helt øverst på nedenstående kort, og lige ved kolonihaverne lå der også et rensningsanlæg med masser af herlig slam fra adskillige wc`r. Trillebør og spande plus børn og voksnes arbejdskraft klarede den sag.