De første erindringer.

    Fra den første tid af barndommen husker man naturligvis ikke meget. De allerførste erindringer stammer fra Holstebrovej 41. Jeg husker noget med en trehjulet cykel, som Ib og jeg skulle deles om. Dengang var der en grøft på nordsiden, og jeg husker det sådan, at der var en skrænt på til en sti, hvor vi kunne cykle, og jeg husker, at vi kom vældig godt tilrette om cyklen. Jeg mener, men er ikke sikker på, at vi fra Holstebrovej 43 flyttede til det, vi kaldte baghuset i Kompagnigade 23, hvor bedstefar og bedstemor boede. (Kathrine og Marinus Johannesen). Jeg har ikke været ret gammel, da vi boede der, men jeg husker mere derfra, end jeg husker fra Holstebrovej. Jeg husker, at vi havde en ung pige, Etla Markmusen, som skulle hjælpe med at passe os, d.v.s. Ib og mig. Mor var “dårligt gående”, som hun udtrykte det, og hun måtte have hjælp til det grove, når hun havde 2 drenge. Det har ikke, heller ikke efter den tids standarter, været nogen moderne lejlighed. Jeg husker intet om lejligheden, men jeg husker, at der var lokum nede i den anden ende af en slags udhus. Når jeg siger det på den måde, er det fordi det gik i et med lejligheden, og det var et rigtigt gammeldags lokum. Lige bag ved huset var der et hegn om til sygehusets have. Der gik en sti, og der blev sagt, at der var en fuld mand, der løb rundt deromme. Jeg har set ham, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor vi skulle have den historie bundet på ærmet. Det vi troede var en fuld mand, var i virkeligheden en fredelig portør, der passede sit arbejde. Ligkapellet lå nemlig lige i nærheden, og når nogen var død på sygehuset, skulle de transporteres til kapellet. En portør med en båre, det var en fuld mand.

    Jeg husker mor siddende på køkkenbordet med stift ben ravende lige ud i luften. Der har aldrig været nogen åbenhed om mors sygdom. Efter at jeg er blevet voksen har jeg fået så meget at vide, at det vist nok stammer fra leg på en byggeplads, hvor mor skulle være faldet ned og efterfølgende blevet fejlbehandlet. Vi havde også på et tidspunkt det indtryk, at man mente, det havde noget med knogletuberkulose at gøre, men at dette blev modbevist ved de senere obligatoriske tuberkuloseundersøgelser. Men hun havde i vores tidligste barndom sit ben med støttebandage. På et tidspunkt fik hun amputeret foden og siden hele benet over knæet. Jeg husker ganske tydeligt oplevelser under een af disse operationer. Da var Ib og jeg nemlig i pleje.

      Da mor skulle have den store operation kom Ib i pleje hos “Radio-Christensen”, som de blev kaldt. De boede henne i Allegade, men jeg husker ikke meget om dem. Selv kom jeg ud til Kræn Dal i Lem. Han har sikkert heddet Christen eller Kristian eller noget i den retning, men han blev aldrig kaldt andet end Kræn Dal (eller Dahl). Han var landmand, og det er heller ikke meget, jeg husker fra dette ophold. Dog er der et par ting, der har printet sig i min hukommelse. Det første er, at der ikke var noget WC. Den første dag skulle jeg på wc, og så fik jeg at vide, at jeg bare skulle gå ud i stalden og sætte mig bag ved køerne, altså jeg skulle forrette mit ærinde i grebningen. Jeg var skræmt fra vid og sans. En lille dreng, der skulle sidde på hug bag disse kæmpemæssige dyr, det  var simpelthen for meget. Jeg husker ikke, hvordan det endte, men de har sikkert fundet en løsning med en potte eller en spand, for jeg husker ikke,  at jeg oftere var derude.

    Det andet, jeg husker, var radioen. Det var i radioens barndom, og vi havde endnu ikke fået radio hjemme. Men når der var “Pressens radioavis” skulle vi alle sammen være helt stille, for så skulle Kræn Dal høre pressen. Det var et apparat med hovedtelefon, og det signal, han skulle høre, var sikkert så svagt, at det var vanskeligt at høre.

    Jeg husker ellers ikke meget fra dette ophold. Jeg husker noget med dyrene, særligt med hestene, som jeg naturligvis var ude at køre med. Og det jeg særligt husker er at man sad oppe på en vogn og så ned på disse store dyrs bagparti, når de sindigt bevægede sig hen af vejen. Jeg var lidt bange for dem. Ib kan huske, at han var på besøg derude, og det han husker var sengene med halm, hvor musene myldrede omkring, og det syntes han var alle tiders. Det husker jeg nu ikke, men jeg har en anden erindring om mus. Katten fangede naturligvis mus. Det har man katte til. Men jeg husker, at man ude i vognrummet - det har sikkert været i laden - kunne finde en samling af musesnuder og haler om morgenen. Katten har simpelt hen fanget musene, båret dem ind til kareten,(jeg mener det var en karet) og  leget med dem, dræbt dem og spist dem og ladet det ligge, som den - eller de - ikke ville  have.

    Efter mors operation, der foregik i Aarhus, var hun på rekreation på Hald, og der svigter min hukommelse igen, men Ib husker, at hun kom hjem og fortalte, at alt var så billigt dernede. De kunne købe alt til hal-pris.

    Jeg husker ikke, hvor længe, vi boede i “baghuset” i Kompagnigade, men jeg mener, at vi derfra flyttede til Holstebrovej 41.   I det hus boede der en gammel mand, som hed Carlsen. Han havde et barnebarn, en pige, som jeg ser for mig siddende på trappen med en dukke. Hun havde meget langt hår, og jeg var meget betaget af hende. Vi boede på første sal, hvor der var 2 lejligheder. Der var en lille mellemgang mellem de to lejligheder, en baggang, hvor vi havde fælles wc med beboerne i den anden lejlighed. Her boede en skomager, som hed Jacobsen. På det tidspunkt mener jeg, at far anskaffede sig have i Frederiksdal. Vejen kom senere til at hedde Aaglimt, men det var noget senere.

Der gik en trappen ned fra Holstebrovej til denne vej, der ikke var nogen vej, men gik ned til Frederiksdal Alle. Fra Holstebrovej førte en trappe ned til Åglimt, ja trappen var en del af Åglimt.

    Lidt længere ude af Holstebrovej var der to interessante lokaliteter. Det første var Solvangs Alle. Det var en jordvej, og om vinteren var det en pragtfuld kælkebakke. Man kunne køre helt ud forbi ejendommen Solvang og videre helt ned til åen. Det var en meget lang tur, og vi har sikkert ikke fået lov til at kælke der alene, i hvert fald ikke da vi boede på Holstebrovej.

    Den anden lokalitet var grandplantagen lidt længere ude. Her huskes særlig eet træ, som blev kaldt Bedstefars Træ. Derpå sad grenene så fint, at selv mindre børn kunne klatre i det. Desuden var der både der og ved Solvangs Alle mirabelletræer. Masser af de gule frugter kunne samles og tages med hjem til grød og suppe.

    Vi har jo egentlig boet mange steder i min tidligste barndom, Og vi boede ca. 2 år hvert sted. Nu flyttede vi til Kompagnigade 23 igen, men denne gang i forhuset, og det er nok det sted, jeg husker mest fra. Bedstemor og bedstefar, det vil sige Kathrine og Marinus Johannesen, altid kaldt Johansen, boede i den øverste lejlighed, hvem der boede i stuelejligheden husker jeg ikke, men der var også en kælderlejlighed, og her boede vi. Jeg husker, at der var en lille gård, og mellem gården og baghuset var der en have med et gult lysthus. I haven blev der dyrket grøntsager og kartofler, og jeg mener også, at der var nogle rækker jordbær, og at den gang, der delte haven, var kantet med jordbær. Jeg mener, at det var medens vi boede her, at vi fik den første radio, og jeg husker også en rejsegramofon, som om søndagen blev anbragt i de store senge og trukket op, og så sad vi der og hørte plader alle sammen. Det er muligt at det kun er sket en enkelt gang, men det huskes.

    Fra tiden med den første radio i Kompagnigade huskes middagskoncerterne efter rådhusklokkerne. Der var dengang altid en sangsolist med i orkestret. Orkestret husker jeg ikke så nøje, men det var fra forskellige spiserestauranter, f.eks. Kilden i Ålborg, Skandia i København o.s.v. Af sangsolister husker jeg kun navnet Valdemar Davids.

    Medens vi boede i Kompagnigade 23 begyndte jeg i skolen. Jeg kom i 1. Klasse på Nordre skole hos fru Christensen, men jeg gik ikke på denne skole ret længe i første omgang, for det har været i 1938, og på det tidspunkt byggede far og mor hus i Åglimt, og det er en historie helt for sig. Men jeg husker, at jeg hentede en pige, jeg mener, det var Nanna Christensen, datter af Karen og Georg, som var fars og mors venner. Vi fulgtes pænt ad til skole hver dag den første tid. 

 

Fra Kompagnigade til Aaglimt

     Medens vi boede i Kompagnigade byggede far og mor hus i Frederiksdal, den sidegade, der kom til at hedde Åglimt. Jeg mener, at det var det første hus, der blev bygget der, og vejen havde på det tidspunkt intet navn. Jeg husker, at jeg som den ældste havde visse privilegier, f.eks. var jeg med til rejsegilde med sodavand og røde pølser. De voksne fik nok øl, men jeg fik sodavand. Man kunne efterfølgende undre sig over, at Ib ikke var med til det, men det har nu nok hængt sammen med, at der kun kunne være et barn med på cyklen, men forklaringen var, at jeg var den ældste, og det var jo så sandt. 15 måneder. Havde det været i dag, havde man nok fundet en udvej til at vi begge kunne komme med. Mor var heller ikke med, så denne tur alene med far har printet sig i men erindring.

    Jeg var i det hele taget tit med i Aaglimt, og jeg husker tydeligt, at der var meget smattet. Aaglimt steg meget, og huset blev faktisk gravet ind i skrænten. Den sydlige facade var plan med jorden medens den nordlige del lå under jorden, og der var kun et lille vindue helt nede jordoverfladen. Så vidt jeg husker var der en lyskasse. Jorden fra udgravningen blev gravet ud med hakker og skovle og læsset på hestevogne og kørt bort. Der blev også i forbindelse med byggeriet anvendt biler, men det husker jeg ikke så meget om. Jeg mener dog at kunne huske, at en bil engang var kørt fast i den lerede jord, og at der blev arbejdet hårdt for at få den fri igen.

    En anden erindring fra denne tid står også ganske klart for mig. Jeg sad på barnestolen på fars cykel, og vi kørte ned af Godthåbsvej, hvor  Arbejdernes Fællesbageri lå. Selve bygningen var trukket tilbage fra vejen, og der holdt en personbil, sikkert en Fort T, der var brændt. Jeg havde det rigtig dårligt, og jeg kan næsten endnu fornemme bilen og lugten. Lugten stammede sikkert ikke fra den brændte bil, men fra Asfaltfabrikken, som lå Lige neden for, men jeg fik den brændte bil og lugten fra fabrikken blandet sammen. Jeg husker ikke om jeg kastede op, men jeg havde i hvert fald voldsom kvalme, og da vi kom hjem fik jeg taget min temperatur, og jeg havde feber. Jeg tror, at det var mæslinger. Men jeg havde sikkert ikke husket hverken børnesygdommen eller den brændte bil, hvis det ikke var fordi de to hændelser  indtraf samtidigt.

    Jeg mener også, at det var på denne tid, at jeg kom på taleinstitut i Aarhus. Jeg stammede en del som barn, og far og mor fandt, sammen med lægen og sikkert skolen ud af, at der skulle gøres noget ved det. Jeg er noget i tvivl om tidspunktet, men krigen var brudt ud. Men jeg husker at der skulle medbringes rationeringsmærker, og det kan jo kun passe, hvis der var indført rationering før besættelsen i 1940. Jeg husker, at mor og jeg var på konditori i Århus før vi kom til hospitalet. Erindringerne fra dette ophold er få, og jeg vil ikke bruge krudt på at grave i det. Jeg husker en lærer der hed Blok, og jeg har tænkt på, at man måske kunne finde ud af, hvornår det var og hvad der blev gjort ved mig, men det kan jeg ikke se nogen grund til. Men jeg husker, at far kom og hentede mig, og ved den lejlighed var vi ude i lufthavnen. Hverken far eller jeg havde set et fly på nært hold, og far var meget optaget af disse maskiner, så det var jo nærliggende at tage til Tirstrup. Jeg tænker, der har været en busforbindelse. Jeg tror i øvrigt ikke, at det århusophold har haft nogen mærkbar effekt på min stammen. En behandling med effekt kom først til mange år senere.

    Men tilbage til Skive. Vi flyttede til Aaglimt nr. 6, hvor Ib og jeg fik et lille værelse, så vi kunne komme ud af soveværelset. Der var to lejligheder i huset, nemlig stuelejligheden og så den lille på første sal, og den var meget lille. Det værelse, som blev til børneværelse, var meget lille, og det eneste vindue, der var, var et tagvindue, der vendte mod nord, eller nordvest, men stuevinduet var stort og vendte mod sydvest. Derfra havde man den herligste udsigt over engene og Karup Å. Jeg er ikke i stand til at beskrive indretning og møblering at lejligheden, men den forekom mig meget stor. Men for nogle år siden, var jeg med Inger i Åglimt, for at hun kunne se huset, og da traf vi  ejeren, og han inviterede os ind, så vi kunne se huset. Vores gamle lejlighed var udlejet til en seminarieelev, eller, som det hedder på moderne, en lærerstuderende. Det var en pige, og hun brugte vort gamle værelse til roderum eller pulterkammer, og det var såmænd heller ikke meget større end et klædeskab.

    Jeg husker fra denne tid, at far holdt høns, og at de i de strenge vintre fik gammelt brød opløst i varmt vand. Vi flyttede naturligvis skole til Søndre skole, den der i dag hedder Åkærskolen. Den var betydeligt større end Nordre skole, for her var også mellem- og realskole. Det var en gammel skole, og særligt i min erindring er wc-erne. Det var en lang træbygning, men ikke med træk og slip eller gammeldags lokummer, men der var et langt rør, der gik igennem alle de små rum, og med mellemrum blev de skyllet igennem med en ordentlig skylle vand, og så var der rent vand. Jeg har i den forbindelse en historie, man kan næsten sige min ynlingshistorie, som jeg har fortalt mange gange. Den er naturligvis rigtig, men jeg kan vel ikke se helt bort fra den mulighed, at den måske er blevet lidt bedre med årene:

 

LOKUMSHISTORIEN!

       Jeg begyndte ret tidligt at ryge tobak. Jeg husker, at vi kom meget i en lille plantage på Holstebrovej, Grandplantagen kaldet. Her fremstillede vi piber af udhulede kastanjer og hyldegrene, som man kunne skubbe marven ud af. Tobakken stjal vi i fars skrivebord, og så røg vi. Jeg har ikke været ret gammel - måske 8 år - da jeg blev meget syg af tobakken, og så måtte jeg (vi, for Ib var vist også med) hjem og fortælle mor, hvor dårlige vi var. Vi blev så lagt i seng, men det varede jo ikke længe før vi var friske igen, og så ville vi jo op af sengen og ud; men der satte mor grænsen. Vi havde jo røget, og det måtte vi jo ikke, så nu kunne vi tilbringe resten af dagen i sengen. Vi fattede ikke, hvordan hun kunne vide, at vi havde røget, for det foregik jo i Grandplantagen, og hun befandt sig Hjemme i Åglimt. Men sagen var naturligvis den, at vi lugtede langt væk af tobak.

    Der skulle naturligvis også ryges i skolen, selv om jeg kun gik i 2. Klasse og absolut ikke kunne have noget behov.  Men jeg vidste ganske udmærket, hvor man skulle søge hen, for at dyrke denne ulovlige last, nemlig på wc`et. Her må jeg lige forklare, hvordan wc-erne var indrettet på denne skole. Bagest i skolegården var der et langt skur, der var opdelt i små rum, lokummer. Igennem alle disse rum løb der et rør under de brædder, man sad på, når man skulle forrette sin nødtørft. Dette kloakrør blev med jævne mellemrum, jeg tror det må have været engang i timen, skyllet igennem, så der var rent en stund efter. Jeg husker ikke, hvad der skulle ryges, men det har sikkert været et cigaretskod. Og jeg har sikkert haft nogle løse tændstikker og et stykke svovl, der var brækket at en tændstikæske. Efter endt rygning skulle jeg naturligvis ud igen, men så skuede jeg en skygge gennem tremmerne i døren: gårdvagtens nationaldragt i de tider, nemlig cottoncoat og blød hat. Nu var gode råd dyre, og jeg begyndte at frygte min fremtid - i hvert fald den nærmeste. Jeg fik en ide, der kan forekomme vanvittig, men det var den ikke for en bange dreng i 2. klasse, der var bange for følgerne af den forbutte handling. Jeg kikkede ned i det før omtalte rør og så, at det lige var skyllet igennem, så jeg hoppede ned i røret, og der var ingen bare bagdele at se, så jeg krøb nogle numre længere hen i rækken og dukkede op igen. Alt lykkedes. Jeg havde held til at forlade lokummet uden at blive ubehageligt bemærket, og gårdvagten stod stadig uden for mit første lønkammer og ventede på mig. Hvor længe han stod der og hvad man tænkte, da man opdagede, at rummet var tomt og låst indefra, det kan jeg ikke vide noget om. Det var bare med at gøre sig usynlig og komme væk så hurtigt som muligt. Og det er ganske vist!