|
|
De første erindringer.
Fra den første tid af
barndommen husker man naturligvis ikke meget. De allerførste erindringer
stammer fra Holstebrovej 41. Jeg husker noget med en trehjulet cykel,
som Ib og jeg skulle deles om. Dengang var der en grøft på nordsiden, og
jeg husker det sådan, at der var en skrænt på til en sti, hvor vi kunne
cykle, og jeg husker, at vi kom vældig godt tilrette om cyklen. Jeg
mener, men er ikke sikker på, at vi fra Holstebrovej 43 flyttede til
det, vi kaldte baghuset i Kompagnigade 23, hvor bedstefar og bedstemor
boede. (Kathrine og Marinus Johannesen). Jeg har ikke været ret gammel,
da vi boede der, men jeg husker mere derfra, end jeg husker fra
Holstebrovej. Jeg husker, at vi havde en ung pige, Etla Markmusen, som
skulle hjælpe med at passe os, d.v.s. Ib og mig. Mor var “dårligt
gående”, som hun udtrykte det, og hun måtte have hjælp til det grove,
når hun havde 2 drenge. Det har ikke, heller ikke efter den tids
standarter, været nogen moderne lejlighed. Jeg husker intet om
lejligheden, men jeg husker, at der var lokum nede i den anden ende af
en slags udhus. Når jeg siger det på den måde, er det fordi det gik i et
med lejligheden, og det var et rigtigt gammeldags lokum. Lige bag ved
huset var der et hegn om til sygehusets have. Der gik en sti, og der
blev sagt, at der var en fuld mand, der løb rundt deromme. Jeg har set
ham, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor vi skulle have den historie
bundet på ærmet. Det vi troede var en fuld mand, var i virkeligheden en
fredelig portør, der passede sit arbejde. Ligkapellet lå nemlig lige i
nærheden, og når nogen var død på sygehuset, skulle de transporteres til
kapellet. En portør med en båre, det var en fuld mand.
Jeg husker mor siddende på
køkkenbordet med stift ben ravende lige ud i luften. Der har aldrig
været nogen åbenhed om mors sygdom. Efter at jeg er blevet voksen har
jeg fået så meget at vide, at det vist nok stammer fra leg på en
byggeplads, hvor mor skulle være faldet ned og efterfølgende blevet
fejlbehandlet. Vi havde også på et tidspunkt det indtryk, at man mente,
det havde noget med knogletuberkulose at gøre, men at dette blev
modbevist ved de senere obligatoriske tuberkuloseundersøgelser. Men hun
havde i vores tidligste barndom sit ben med støttebandage. På et
tidspunkt fik hun amputeret foden og siden hele benet over knæet. Jeg
husker ganske tydeligt oplevelser under een af disse operationer. Da var
Ib og jeg nemlig i pleje.
Da mor skulle have den store
operation kom Ib i pleje hos “Radio-Christensen”, som de blev kaldt. De
boede henne i Allegade, men jeg husker ikke meget om dem. Selv kom jeg
ud til Kræn Dal i Lem. Han har sikkert heddet Christen eller Kristian
eller noget i den retning, men han blev aldrig kaldt andet end Kræn Dal
(eller Dahl). Han var landmand, og det er heller ikke meget, jeg husker
fra dette ophold. Dog er der et par ting, der har printet sig i min
hukommelse. Det første er, at der ikke var noget WC. Den første dag
skulle jeg på wc, og så fik jeg at vide, at jeg bare skulle gå ud i
stalden og sætte mig bag ved køerne, altså jeg skulle forrette mit
ærinde i grebningen. Jeg var skræmt fra vid og sans. En lille dreng, der
skulle sidde på hug bag disse kæmpemæssige dyr, det var simpelthen for
meget. Jeg husker ikke, hvordan det endte, men de har sikkert fundet en
løsning med en potte eller en spand, for jeg husker ikke, at jeg oftere
var derude.
Det andet, jeg husker, var
radioen. Det var i radioens barndom, og vi havde endnu ikke fået radio
hjemme. Men når der var “Pressens radioavis” skulle vi alle sammen være
helt stille, for så skulle Kræn Dal høre pressen. Det var et apparat med
hovedtelefon, og det signal, han skulle høre, var sikkert så svagt, at
det var vanskeligt at høre.
Jeg husker ellers ikke meget fra
dette ophold. Jeg husker noget med dyrene, særligt med hestene, som jeg
naturligvis var ude at køre med. Og det jeg særligt husker er at man sad
oppe på en vogn og så ned på disse store dyrs bagparti, når de sindigt
bevægede sig hen af vejen. Jeg var lidt bange for dem. Ib kan huske, at
han var på besøg derude, og det han husker var sengene med halm, hvor
musene myldrede omkring, og det syntes han var alle tiders. Det husker
jeg nu ikke, men jeg har en anden erindring om mus. Katten fangede
naturligvis mus. Det har man katte til. Men jeg husker, at man ude i
vognrummet - det har sikkert været i laden - kunne finde en samling af
musesnuder og haler om morgenen. Katten har simpelt hen fanget musene,
båret dem ind til kareten,(jeg mener det var en karet) og leget med
dem, dræbt dem og spist dem og ladet det ligge, som den - eller de -
ikke ville have.
Efter mors operation, der
foregik i Aarhus, var hun på rekreation på Hald, og der svigter min
hukommelse igen, men Ib husker, at hun kom hjem og fortalte, at alt var
så billigt dernede. De kunne købe alt til hal-pris.
Jeg husker ikke, hvor længe, vi
boede i “baghuset” i Kompagnigade, men jeg mener, at vi derfra flyttede
til Holstebrovej 41. I det hus boede der en gammel mand, som hed
Carlsen. Han havde et barnebarn, en pige, som jeg ser for mig siddende
på trappen med en dukke. Hun havde meget langt hår, og jeg var meget
betaget af hende. Vi boede på første sal, hvor der var 2 lejligheder.
Der var en lille mellemgang mellem de to lejligheder, en baggang, hvor
vi havde fælles wc med beboerne i den anden lejlighed. Her boede en
skomager, som hed Jacobsen. På det tidspunkt mener jeg, at far
anskaffede sig have i Frederiksdal. Vejen kom senere til at hedde
Aaglimt, men det var noget senere.
Der gik en trappen ned fra
Holstebrovej til denne vej, der ikke var nogen vej, men gik ned til
Frederiksdal Alle. Fra Holstebrovej førte en trappe ned til Åglimt, ja
trappen var en del af Åglimt.
Lidt længere ude af Holstebrovej
var der to interessante lokaliteter. Det første var Solvangs Alle. Det
var en jordvej, og om vinteren var det en pragtfuld kælkebakke. Man
kunne køre helt ud forbi ejendommen Solvang og videre helt ned til åen.
Det var en meget lang tur, og vi har sikkert ikke fået lov til at kælke
der alene, i hvert fald ikke da vi boede på Holstebrovej.
Den anden lokalitet var
grandplantagen lidt længere ude. Her huskes særlig eet træ, som blev
kaldt Bedstefars Træ. Derpå sad grenene så fint, at selv mindre børn
kunne klatre i det. Desuden var der både der og ved Solvangs Alle
mirabelletræer. Masser af de gule frugter kunne samles og tages med hjem
til grød og suppe.
Vi har jo egentlig boet mange
steder i min tidligste barndom, Og vi boede ca. 2 år hvert sted. Nu
flyttede vi til Kompagnigade 23 igen, men denne gang i forhuset, og det
er nok det sted, jeg husker mest fra. Bedstemor og bedstefar, det vil
sige Kathrine og Marinus Johannesen, altid kaldt Johansen, boede i den
øverste lejlighed, hvem der boede i stuelejligheden husker jeg ikke, men
der var også en kælderlejlighed, og her boede vi. Jeg husker, at der var
en lille gård, og mellem gården og baghuset var der en have med et gult
lysthus. I haven blev der dyrket grøntsager og kartofler, og jeg mener
også, at der var nogle rækker jordbær, og at den gang, der delte haven,
var kantet med jordbær. Jeg mener, at det var medens vi boede her, at vi
fik den første radio, og jeg husker også en rejsegramofon, som om
søndagen blev anbragt i de store senge og trukket op, og så sad vi der
og hørte plader alle sammen. Det er muligt at det kun er sket en enkelt
gang, men det huskes.
Fra tiden med den første radio i
Kompagnigade huskes middagskoncerterne efter rådhusklokkerne. Der var
dengang altid en sangsolist med i orkestret. Orkestret husker jeg ikke
så nøje, men det var fra forskellige spiserestauranter, f.eks. Kilden i
Ålborg, Skandia i København o.s.v. Af sangsolister husker jeg kun navnet
Valdemar Davids.
Medens vi boede i Kompagnigade
23 begyndte jeg i skolen. Jeg kom i 1. Klasse på Nordre skole hos fru
Christensen, men jeg gik ikke på denne skole ret længe i første omgang,
for det har været i 1938, og på det tidspunkt byggede far og mor hus i
Åglimt, og det er en historie helt for sig. Men jeg husker, at jeg
hentede en pige, jeg mener, det var Nanna Christensen, datter af Karen
og Georg, som var fars og mors venner. Vi fulgtes pænt ad til skole hver
dag den første tid.
Fra Kompagnigade til
Aaglimt
Medens vi boede i Kompagnigade byggede far og mor hus i Frederiksdal,
den sidegade, der kom til at hedde Åglimt. Jeg mener, at det var det
første hus, der blev bygget der, og vejen havde på det tidspunkt intet
navn. Jeg husker, at jeg som den ældste havde visse privilegier, f.eks.
var jeg med til rejsegilde med sodavand og røde pølser. De voksne fik
nok øl, men jeg fik sodavand. Man kunne efterfølgende undre sig over, at
Ib ikke var med til det, men det har nu nok hængt sammen med, at der kun
kunne være et barn med på cyklen, men forklaringen var, at jeg var den
ældste, og det var jo så sandt. 15 måneder. Havde det været i dag, havde
man nok fundet en udvej til at vi begge kunne komme med. Mor var heller
ikke med, så denne tur alene med far har printet sig i men erindring.
Jeg
var i det hele taget tit med i Aaglimt, og jeg husker tydeligt, at der
var meget smattet. Aaglimt steg meget, og huset blev faktisk gravet ind
i skrænten. Den sydlige facade var plan med jorden medens den nordlige
del lå under jorden, og der var kun et lille vindue helt nede
jordoverfladen. Så vidt jeg husker var der en lyskasse. Jorden fra
udgravningen blev gravet ud med hakker og skovle og læsset på hestevogne
og kørt bort. Der blev også i forbindelse med byggeriet anvendt biler,
men det husker jeg ikke så meget om. Jeg mener dog at kunne huske, at en
bil engang var kørt fast i den lerede jord, og at der blev arbejdet
hårdt for at få den fri igen.
En
anden erindring fra denne tid står også ganske klart for mig. Jeg sad på
barnestolen på fars cykel, og vi kørte ned af Godthåbsvej, hvor
Arbejdernes Fællesbageri lå. Selve bygningen var trukket tilbage fra
vejen, og der holdt en personbil, sikkert en Fort T, der var brændt. Jeg
havde det rigtig dårligt, og jeg kan næsten endnu fornemme bilen og
lugten. Lugten stammede sikkert ikke fra den brændte bil, men fra
Asfaltfabrikken, som lå Lige neden for, men jeg fik den brændte bil og
lugten fra fabrikken blandet sammen. Jeg husker ikke om jeg kastede op,
men jeg havde i hvert fald voldsom kvalme, og da vi kom hjem fik jeg
taget min temperatur, og jeg havde feber. Jeg tror, at det var
mæslinger. Men jeg havde sikkert ikke husket hverken børnesygdommen
eller den brændte bil, hvis det ikke var fordi de to hændelser indtraf
samtidigt.
Jeg
mener også, at det var på denne tid, at jeg kom på taleinstitut i
Aarhus. Jeg stammede en del som barn, og far og mor fandt, sammen med
lægen og sikkert skolen ud af, at der skulle gøres noget ved det. Jeg er
noget i tvivl om tidspunktet, men krigen var brudt ud. Men jeg husker at
der skulle medbringes rationeringsmærker, og det kan jo kun passe, hvis
der var indført rationering før besættelsen i 1940. Jeg husker, at mor
og jeg var på konditori i Århus før vi kom til hospitalet. Erindringerne
fra dette ophold er få, og jeg vil ikke bruge krudt på at grave i det.
Jeg husker en lærer der hed Blok, og jeg har tænkt på, at man måske
kunne finde ud af, hvornår det var og hvad der blev gjort ved mig, men
det kan jeg ikke se nogen grund til. Men jeg husker, at far kom og
hentede mig, og ved den lejlighed var vi ude i lufthavnen. Hverken far
eller jeg havde set et fly på nært hold, og far var meget optaget af
disse maskiner, så det var jo nærliggende at tage til Tirstrup. Jeg
tænker, der har været en busforbindelse. Jeg tror i øvrigt ikke, at det
århusophold har haft nogen mærkbar effekt på min stammen. En behandling
med effekt kom først til mange år senere.
Men
tilbage til Skive. Vi flyttede til Aaglimt nr. 6, hvor Ib og jeg fik et
lille værelse, så vi kunne komme ud af soveværelset. Der var to
lejligheder i huset, nemlig stuelejligheden og så den lille på første
sal, og den var meget lille. Det værelse, som blev til børneværelse, var
meget lille, og det eneste vindue, der var, var et tagvindue, der vendte
mod nord, eller nordvest, men stuevinduet var stort og vendte mod
sydvest. Derfra havde man den herligste udsigt over engene og Karup Å.
Jeg er ikke i stand til at beskrive indretning og møblering at
lejligheden, men den forekom mig meget stor. Men for nogle år siden, var
jeg med Inger i Åglimt, for at hun kunne se huset, og da traf vi
ejeren, og han inviterede os ind, så vi kunne se huset. Vores gamle
lejlighed var udlejet til en seminarieelev, eller, som det hedder på
moderne, en lærerstuderende. Det var en pige, og hun brugte vort gamle
værelse til roderum eller pulterkammer, og det var såmænd heller ikke
meget større end et klædeskab.
Jeg
husker fra denne tid, at far holdt høns, og at de i de strenge vintre
fik gammelt brød opløst i varmt vand. Vi flyttede naturligvis skole til
Søndre skole, den der i dag hedder Åkærskolen. Den var betydeligt større
end Nordre skole, for her var også mellem- og realskole. Det var en
gammel skole, og særligt i min erindring er wc-erne. Det var en lang
træbygning, men ikke med træk og slip eller gammeldags lokummer, men der
var et langt rør, der gik igennem alle de små rum, og med mellemrum blev
de skyllet igennem med en ordentlig skylle vand, og så var der rent
vand. Jeg har i den forbindelse en historie, man kan næsten sige min
ynlingshistorie, som jeg har fortalt mange gange. Den er naturligvis
rigtig, men jeg kan vel ikke se helt bort fra den mulighed, at den måske
er blevet lidt bedre med årene:
LOKUMSHISTORIEN!
Jeg begyndte ret tidligt at ryge tobak. Jeg husker, at vi kom meget i en
lille plantage på Holstebrovej, Grandplantagen kaldet. Her fremstillede
vi piber af udhulede kastanjer og hyldegrene, som man kunne skubbe
marven ud af. Tobakken stjal vi i fars skrivebord, og så røg vi. Jeg har
ikke været ret gammel - måske 8 år - da jeg blev meget syg af tobakken,
og så måtte jeg (vi, for Ib var vist også med) hjem og fortælle mor,
hvor dårlige vi var. Vi blev så lagt i seng, men det varede jo ikke
længe før vi var friske igen, og så ville vi jo op af sengen og ud; men
der satte mor grænsen. Vi havde jo røget, og det måtte vi jo ikke, så nu
kunne vi tilbringe resten af dagen i sengen. Vi fattede ikke, hvordan
hun kunne vide, at vi havde røget, for det foregik jo i Grandplantagen,
og hun befandt sig Hjemme i Åglimt. Men sagen var naturligvis den, at vi
lugtede langt væk af tobak.
Der
skulle naturligvis også ryges i skolen, selv om jeg kun gik i 2. Klasse
og absolut ikke kunne have noget behov. Men jeg vidste ganske udmærket,
hvor man skulle søge hen, for at dyrke denne ulovlige last, nemlig på
wc`et. Her må jeg lige forklare, hvordan wc-erne var indrettet på denne
skole. Bagest i skolegården var der et langt skur, der var opdelt i små
rum, lokummer. Igennem alle disse rum løb der et rør under de brædder,
man sad på, når man skulle forrette sin nødtørft. Dette kloakrør blev
med jævne mellemrum, jeg tror det må have været engang i timen, skyllet
igennem, så der var rent en stund efter. Jeg husker ikke, hvad der skulle ryges, men det har sikkert været
et cigaretskod. Og jeg har sikkert haft nogle løse tændstikker og et
stykke svovl, der var brækket at en tændstikæske. Efter endt rygning
skulle jeg naturligvis ud igen, men så skuede jeg en skygge gennem
tremmerne i døren: gårdvagtens nationaldragt i de tider, nemlig
cottoncoat og blød hat. Nu var gode råd dyre, og jeg begyndte at frygte
min fremtid - i hvert fald den nærmeste. Jeg fik en ide, der kan
forekomme vanvittig, men det var den ikke for en bange dreng i 2.
klasse, der var bange for følgerne af den forbutte handling. Jeg kikkede ned i det før omtalte rør og så, at det lige var
skyllet igennem, så jeg hoppede ned i røret, og der var ingen bare
bagdele at se, så jeg krøb nogle numre længere hen i rækken og dukkede
op igen. Alt lykkedes. Jeg havde held til at forlade lokummet uden at
blive ubehageligt bemærket, og gårdvagten stod stadig uden for mit
første lønkammer og ventede på mig. Hvor længe han stod der og hvad man
tænkte, da man opdagede, at rummet var tomt og låst indefra, det kan jeg
ikke vide noget om. Det var bare med at gøre sig usynlig og komme væk så
hurtigt som muligt. Og det er ganske vist!
|
|
|