Læretid

Min tid som elektriker.

Som barn havde jeg en drøm om at blive elektriker. Hvor jeg havde den fra, kan jeg dårligt huske- og dog- jeg havde jo været bydreng hos Harald Espersen, så det er jo nok der, det kom fra. Så efter endt skolegang (7. klasse), gik jeg og far på jagt efter en læreplads. Søgningen gav resultat: Der var en læreplads hos installatør Søren Østergaard i Jebjerg. Jeg skulle cykle derud hver dag, og så vidt jeg husker var der 11 km. derud, så det blev 22 km. cykeltur hver dag. En arbejdsdag startede kl. 7 og sluttede kl. 17, og jeg skulle have middagsmad hos mester. Han var ugift, men havde en husbestyrinde, som lavede god mad. Magda, hed hun.

Sådan var betingelserne, og det var jeg sådan set godt tilfreds med dem. På det tidspunkt og i den alder var man ikke meget indstillet på at lave vrøvl, og far mente da også, at det var i orden; men jeg blev ikke gammel i det fag, og det var der flere årsager til: For det første var den daglige cykeltur på en dårlig cykel noget, men hurtigt blev træt af. For det andet skulle jeg på teknisk skole om aftenen (fra 18 til 20), og det kneb det med at nå, og dagene blev jo også noget lange. Det havde jo ikke noget med faget at gøre, men realiteterne der var også ganske anderledes, end jeg havde tænkt. Jeg var ikke alene yngste lærling, men også den eneste. Vi befinder os på en tid i historien, hvor det ikke var alle på landet, der havde elektricitet på gården, men det skulle man så have her i årene efter besættelsen. Ofte skulle ledningerne føres ind på loftet, hvor der så blev lagt metalrør hvorigennem ledningerne førtes hen til husets enkelte rum, hvor der så blev boret hul mi loftet, så ledningerne kunne føres ned, hvor strømmen skulle bruges, først og fremmest til lys, men jo også til forskellige maskiner. Loftet, eller ofte lofterne, for der var jo flere bygninger på en landbrugsejendom, havde under krigen tjent som lagerplads for tørv, som var det mest anvendte brændsel til længe efter krigen. For at man nu kunne komme til at trække de omtalte rør skulle tørvene flyttes, og hvem var nærmere til dette end læredrengen?  Og der var kun mig, så min tid gik med at flytte tørv, og det var ikke morsomt. Det svarede slet ikke til mine forventninger. Ret hurtigt fik jeg den ide, at jeg hellere måtte "løbe af pladsen", men det gjorde men ikke sådan lige: "Hvad man engang har taget sig på, det gør men færdig, ej sandt min ven, i fald man vil kaldes en ærlig svend" som Drachmann udtrykker det. Men jeg lavede vrøvl så længe, at far og mor gik med til at jeg stoppede, men jeg skulle fortsætte på teknisk skole. Der skulle jo findes en anden læreplads, for en håndværkeruddannelse skulle drengen nu have. Og det første år på teknisk skole var et grundkursus, der for en stor del handlede om almindelige skolefag, og det var ingen skade til, når man var gået ud af 7.klasse i folkeskolen

Møbelpolstrer.

I denne klasse gik der en dreng, som jeg godt kunne li´ .Han hed Karl Bechmann,  og han fortalte, at jeg nok kunne få en læreplads, der hvor han var i lære. Han var i lære som møbelpolstrer, eller, som det rettelig hedder, tapetserer hos Knud P. Nissen og søn i Frederiksgade. Det fag havde jeg godt nok aldrig hørt om før, men det lød da som noget der godt kunne prøves. Vi snakkede om det hjemme, og det endte med, af far og mig endnu engang gik på besøg hos en læremester, og det blev også til en kontrakt og 4 år senere et svendebrev. Tiden mellem disse to tidspunkter skal er nu berettes om.

Læretiden begyndte 1. april 1946, og som yngste lærling var der mange ting, man var selvskrevet til. Jeg skulle være stik-i-rend-dreng, pille blår, tænde op, rydde op og meget, meget mere. Firmaet hed "Skive polstermøbelfabrik" ved Knud P. Nissen og søn, og der var to ejere, nemlig Knud P.(etersen) Nissen, som var en ældre herre, der ikke lavede møbler mere, Men han stod for regnskabet, og sønnen, Knud Vilhelm Nissen, som var den der stod for det daglige arbejde, og som var den der ledede og fordelte arbejdet. Så var der Karl og undertegnede, og jeg husker ikke, om der på det tidspunkt, jeg kom til, var svende, men det tror jeg ikke. Det er jo et ret beskedent personale, når man tænker på, at ordet "fabrik" indgik i firmanavnet, men de har jo nok ment, at det lød af noget.

Der var dog en mere, som næsten blev regnet til det faste personale, nemlig Madraspeter, som vi kaldte ham. Det var en ældre mand, som var invalidepensionist idet han manglede halvdelen af det ene ben, men han var, så vidt jeg ved, uddannet som saddelmager. Han var vel omkring 60 år, men det er noget jeg gætter på, thi for    en dreng på 15 år var han jo gammel. Der blev altid sendt bud efter Peter, når der skulle laves madrasser i stort tal, og det skulle der ofte, da firmaet leverede madrasser til Krabbesholm Sanatorium, som i dag hedder Resenlund og er et kultur- eller musikcenter. Peter var for mig en mærkelig mand, for han trak bukserne ned og ordnede sin protege ganske ugenert. Min mor havde jo også kunstigt ben, men det var bestemt ikke noget man talte om, langt mindre noget man viste frem for alle og enhver. Det skulle ties ihjel, selv over for os børn, der til daglig var i huset, prøvede man på at skjule det. Og her sad Peter og snørede korset og spændte remme ganske ugenert, og undertiden lavede han oven i købet sjov med det.

Men faget skulle læres fra bunden, og det blev det. Vi lavede stort set kun en´ model, der så vidt jeg husker hed nr. 104. Stellet blev lavet hos snedker Helles Nielsen og bestod af en sofa og 3 lænestole med polerede arme. Oftest var det Knud P. og mig der hentede dem. Transporten foregik i den gamle Ford moder A med Vytavogn, en anhænger fra Skive Jernstøberi, A/S GYRO. Dette skal ikke være en lærebog i fremstilling af polstermøbler, så alt det springer vi over, men når en stue var færdig skulle den pakkes ind og sendes til en af firmaets kunder, hvis navne jeg har glemt. Indpakningen foretoges af yngste lærling, og det var i det meste af min læretid mig. Emballagen bestod af hesianlærred med nogle puder, stoppet med træuld til at beskytte armene. Det gik næsten altid godt, men der var undtagelser. Inden der berettes om det, må jeg lige fortælle lidt om det ejendomskompleks, hvor firmaet havde sæde.

Adressen var Frederiksgade 23, og ejendommen lå lige ovenfor det, der dengang hed Søndre Skole. Der havde været autoværksted på matrikelnummeret. Ud mod gaden var der et forretningslokale til udstilling, men det blev ikke brugt ret meget i min tid, hverken til møbler eller andet. Men ejendommen var langtfra tom. Hele 12 personer/familier er nævnt i skattebogen for 1948/49 bl.a. de to møbelfabrikanter, barbermester H. Christensen, kleinsmed Neumann og en familie, der hed Mikkelsen. Der var en ret stor gård med en vældig værkstedsbygning, der bar præg af autoværksted med smøregrav og det hele. Det blev brugt til garage, og her holdt den før omtalte bil med Vytavogn til. I et baghus lå værkstedet men Knud Vilhelms lejlighed ovenpå. Værkstedet var langt og delt i to af en trappeskakt, der førte op til Nissens lejlighed, og bagved var der et lager med stoppematerialer og en pillemaskine, som blev anvendt til at pille blår og med; blår kom hjem i faste baller, og for at materialet kunne bruges, måtte det pilles op, så det blev let og luftigt. Der var ingen udluftning, og nar man kom hjem om aftenen var man sort af støv helt ned i lungerne, hvis man havde været på "pillearbejde". Hver ansat havde sin faste arbejdsplads ved et vindue, hvor der i vindueskarmen var plads til værktøj og hvad man ellers havde brug for, f. eks. søm, hampgarn og snørregarn o.s.v.

Nissen som chauffør

Nissen var ikke den bedste chauffør, jeg har kendt. Når vi skulle på banegården med et sæt møbler, blev det læsset på inde i garagen: Bagest sofaen, foran den 2 lænestole, og oven på det hele den tredje stol men bunden i vejret. Der var ingen, der fik den ide at der skulle et reb til at holde på det hele. Så bakkede vi ud. Nissen sad med øjnene stift rettet på et sted i garagen, og på et bestemt tidspunkt, som kun Nissen kendte, blev der drejet kraftigt på rattet, så bilen kom med anhængeren ned mod en ca. 15 cm høj murkant, hvorfra  hele ekvipagen kunne drejes i kørselsretningen, så vi kunne komme ud af gården. I langt de fleste tilfælde gik det helt efter bogen. Vi forlod hjemmets arne og stævnede mod godsbanegården. Men en enkelt gang gik det galt; der blev ikke stoppet i tide, før den omtalte murkant, så anhængeren stødte hårdt imod kanten, sprang op og kastede den øverste stol ned på det lavere terræn bag murkanten (ca. 1 meter), og det lød ikke godt. Da jeg skulle bringe stolen på plads på ladet igen kunne jeg tydeligt  mærke, at den ene arm havde taget alvorlig skade, hvilket jeg naturligvis meddelte Nissen. Han havde udstødt nogle svære eder, da stolen faldt af, men nu sagde han bare :"Til helvede med det", og så gik turen til banegården. Der gik så nogle dage, så kom stolen tilbage til, om jeg så må sige, genopretning. D.S.B´s forsikring betalte gildet. 

Havenissen

Som sagt var det Knud Vilhelm, der stod for værkstedet, Men yngste læredreng var i nogen, somme tider syntes jeg i høj grad, til "den gamles" disposition, og det gav mig nogle oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Store dele af de her beskrevne bygninger var tækket med tagpap, og nor de skulle tjæres, var det en sag for den gamle og yngste lærling. Så måtte jeg slæbe tjære op på taget og være med til at smøre på. Nissen kunne godt blive noget irritabel, hvis det ikke gik i det tempo, han mente det skulle gå, og jag husker engang, hvor han blev så gal i skralden på mig, at jeg fik en friskdyppet tjærekost ned over træskoene ledsaget af en ed. Jeg husker ikke, hvad årsagen var, men afstraffelsen husker jeg. Jeg skulle også af og til hjælpe på kirkegården hvor den første fru Nissen lå begravet. Nissen var ikke meget for at give penge ud til noget han selv med min hjælp kunne klare, så kirkegårdsgartneren tjente ikke meget på ham, men han var heller ikke meget for unødigt arbejde, så han fandt en arbejdsbesparende løsning. Jeg blev tilkaldt, og vi tog på kirkegården med en stor rulle"  tagpap, noget perlegrus, skovl og en kniv. Gravstedet blev ryddet og planeret, derefter blev der rullet tagpap ud over det hele, og gruset blev fordelt, så pappet blev dækket nogenlunde, for der var jo ikke købet mere grus end nødvendigt. Så gik turen til planteskolen efter planter, heller ikke flere end højest nødvendigt. Tilbage på kirkegården blev der lavet huller i tagpappet til planterne, og det kom da også til at sen nydeligt ud, og, som Nissen sagde, så kunne ukrudtet ikke komme til at gro, ergo: ingen vedligeholdelse. Han tænkte bare ikke på, at planterne ikke fik den nødvendige mængde luft. Det blev aldrig godt, men det forblev sådan. jeg ved det, for jeg brugte det som en slags turistattraktion i flere år. Når jeg havde udenbys gæster blev de slæbt med på kirkegården, for at beskue Nissens gerninger.

Når vi således havde kikket på kirkegården, kunne vi bevæge os videre til samme Nissens kolonihave i Frederiksdal. Her var historien følgende: En morgen blev jeg tilkaldt til  "den gamle", som havde fået en ny arbejdsbesparende ide. Nede på gasværket kunne man ganske gratis erhverve noget, der hed myremalm, og som havde været anvendt som rensemiddel i forbindelse med fremstilling af gas, og som derfor var meget giftigt. Hvis man nu hentede noget af det og strøede det ud på havegangene, så kunne der ikke vokse ukrudt der mere, og så var man fri for at bruge skuffejernet der. "Tror du ikke, det er en god ide", spurgte han, og det måtte jeg sige ja til. Jeg så mig selv med skuffejern resten af sommeren, og havearbejde har aldrig været min yndlingsbeskæftigelse. Vi fik vytavognen spændt bag på Forden og kom af sted på havnen. Anhængeren fik den mængde, den kunne bære, læsset på, og så gik turen til kolonihaven. Jeg husker ikke, om vi måtte køre to gange, men der blev spredt myremalm på gangene. Der var en gang i hver side af haven op langs hækkene, og det gav sved på panden og få malmen ligeligt fordelt, men det lykkedes inden der var middagspause. Vi havde dengang en times middagspause. Det havde far også, og så tog vi hjem i Brøndumsgade for at spise varm mad. Der var lige tid til at fortælle om, hvad jeg havde lavet om formiddage, men så så far helt forkert ud i ansigtet, så jeg måtte spørge, om det ikke var rigtigt, at der ikke kunne vokse ukrudt, hvor der var myremalm? "Jo" svarede far, "men der kan heller ikke vokse andet i nærheden!" Så da jeg kom på arbejde efter pausen, fortalte jeg Nissen det, og så kan det nok være, at jeg kom på arbejde igen om eftermiddagen, og det var værre at få myremalmen skrabet af og kørt væk, end det var at få det spredt. Jeg husker ikke, hvor vi kom af med det, men jeg mener det kom tilbage til gasværket. Jeg husker hvordan det så ud, da jeg senere på sommeren en aften cyklede ned for at skue resultatet af vort arbejde, og det var ikke noget smukt syn. Hækkene i begge sider var døde, og bærbuskene var det gået på samme vis. Man skulle langt ind i jordstykket før man kunne finde en kartoffel, og jeg tror bestemt heller ikke, at naboerne var tilfredse med Nissens gerninger; men jeg havde noget at vise frem til udenbys gæster flere år efter.